Gå til hovedindholdet
MENU
Aula_close Layer 1

Ny elev

NY ELEV PÅ RINDUM KJÆRGAARD

 

Hvordan bliver man indstillet til en plads på Rindum Kjærgaard?

Det er elevens nuværende skoletilbud, som skal indstille eleven sammen med forældrene til specialtilbuddet på Rindum Kjærgaard.

Dette gøres ved, at skolen udfylder et indstillingsskema. Indstillingsskemaet sendes til Dagtilbud og Undervisnings visitationsudvalg. Det er alene visitationsudvalget, som beslutter om en elev kan tilbydes en plads på Rindum Kjærgaard.

Visitationsudvalget holder visitationsmøder ca. hver 1½ måned, hvor de vurderer på de indkomne indstillingsskemaer. Ønskes yderligere information omkring visitering, skal forældre kontakte Dagtilbud og Undervisning.

Forud for en indstilling har nuværende skole forsøgt flere pædagogiske tiltag. Det forudsættes, at der foreligger en Pædagogisk Psykologisk Vurdering, som er udarbejdet af PPR før en elev kan visiteres til Rindum Kjærgaard.

Forældre er altid velkomne til at ringe og høre om skoletilbuddet på Rindum Kjærgaard. Rundvisning gives først når eleven er visiteret.

 

Opstart på Rindum Kjærgaard:

Når visitationen er godkendt sendes brev til skolen og hjemmet. Hjemmet har mulighed for at klage over afgørelsen inden 4 uger efter modtagelse af brevet.

Såfremt eleven har brug for specialbefordring, skal dette beskrives i indstillingsskemaet. Det er alene visitationsudvalget, som træffer afgørelse om bevilling til specialbefordring.

Rindum Kjærgaard kontakter hjemmet med besked om rundvisning/informationsmøde. Informationsmødet kan være både med og uden eleven. Til mødet aftales opstartsdato og specielle aftaler i forbindelse med opstart. Skolelederen træffer beslutning om klasseteam og kontaktvoksen. 

Derudover inviterer Rindum Kjærgaard altid afgivende skole/institution til et fagligt overleveringsmøde i forbindelse med elevens opstart.