Pædagogisk tilgang.
Vi baserer den pædagogiske indsat på aktuel viden på autisme- og ADHD-området. Indsatsen omkring det enkelte barn planlægges ud fra elevens specielle forudsætninger og behov. Vi tilstræber at sikre optimal støtte af eleven gennem skoledagen, ved at møde elever anerkendende og ved at skabe forudsigelighed, mening og sammenhæng i hverdagens gøremål og udfordringer. Vi tilstræber at sikre barnets tryghed ved hjælp af struktur i form af konkret vejledning og organisering, tydelighed og hjælp til at skabe overblik. Strukturen støttes af piktogrammer, symboler, skriftlig information og andre visuelle værktøjer.
Målet er, at give størst mulig livskvalitet, men ikke nødvendigvis størst mulig tilpasning eller normalitet. Målet er, at give eleverne optimale udviklingsmuligheder, så de på sigt kan deltage aktivt i samfundet med de særlige forudsætninger, de har.
Undervisningen og aktiviteterne på Rindum Kjærgaard er tilrettelagt ud fra pragmatisk og evidensbaseret brug af forskellige pædagogiske metoder. Metoderne tager afsæt i velstruktureret og visualiseret special pædagogik, som skaber tydelighed og mening for den enkelte elev. Undervisningen tilrettelægges desuden individuelt, og som udgangspunkt er der ikke egentlig klasseundervisning som på andre folkeskoler.